Det går den helt forkerte vej.

CO2-udledningen fra de nye biler giver ikke grønne tal i klimaregnskabet.

Stigningen skyldes i høj grad den lave afgift på de store biler.

Det skriver Jyllands-Posten og henviser til tal fra Danmarks Statistik.

CO2-udslippet fra danske biler er højere end hidtil antaget.
CO2-udslippet fra danske biler er højere end hidtil antaget. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den gennemsnitlige udledning af CO2 fra nye biler er steget med næsten otte procent siden 2016. Årsagen skal findes i, at man i Danmark og ligeledes i resten af verden køber større, tungere og mere sportsprægede biler. Biler, som ikke når langt på en liter benzin eller diesel.

Samtidig tilvælger danskerne i høj grad benzinbiler frem for dieselbiler. Det er på trods af, at de nye dieselbiler ifølge bilejernes interesseorganisation, FDM, er 20 procent mere effektive end de benzindrevne – og de er mindst lige så miljøvenlige.

Den triste udvikling bekræftes af Gunni Mikkelsen, der er direktør hos De Danske Bilimportører.

Bilimportører, bilsælgere og kunder påpeger flere årsager til udviklingen, skriver Jyllands-Posten.

SUv'ere er blevet mere populære hos danskerne.
SUv'ere er blevet mere populære hos danskerne. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

De store familiebiler er blevet mere tilgængelige for de danske familier på grund af den lavere bilafgift. Det har fået salget af de højere SUV-modeller til at stige, da bilisterne er glade for sportsbilernes komfort og sikkerhed.

Afgiftssystemet får Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet til at råbe vagt i gevær.

»Man har simpelthen valgt den forkerte strategi på bilområdet. Derfor skal man have fat i pisken, hvis transportsektoren skal levere sit bidrag til at nedbringe udledningen af CO2,« siger han til Jyllands-Posten.

Tilbage hos FDM erkender afdelingschef Torben Lund Kudsk, at det går den forkerte vej.

Det skyldes blandt andet, at de højere firhjulstrækkere giver mere vindmodstand, der øger bilens energiforbrug og dermed fører til en større CO2-udledning.

SUV'erne har siden 2010 globalt øget klimabelastningen meget mere end den stigende flytrafik ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) har ikke ønsket at give en kommentar til Jyllands-Posten, og transportminister Benny Engelbrecht (S) ikke er vendt tilbage på avisens henvendelse.

I finanslovsforhandlingerne, som lige nu drøner af sted på Christiansborg, er arbejdet for at mindske CO2-udledningen et emne, der bliver diskuteret af regeringen og de partier, der sidder med om forhandlingsbordet.