En kvinde er kommet alvorligt til skade i et færdselsuheld på Hobrovej ved den midtjyske by Vammen. 

Det fortæller Ralf Høgedal, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

»To biler er stødt sammen. I den ene bil er der to tilskadekomne. En kvinde er blevet fløjet på hospitalet i Skejby, mens den anden er kørt til samme sygehus med ambulance,« fortæller han.

Også føreren af den anden bil er bragt på hospitalet.

»Ham mistænker vi for ikke at have overholdt sin vigepligt, men ellers ved vi endnu ikke noget om baggrunden for ulykken. Vi er fortsat derude,« siger vagtchefen. 

Anmeldelsen kom klokken 11.07.