Mandag aften blokerede en ulykke trafikken på en af de store indfaldsveje i Aarhus.

En personbil og lastbil stødte sammen i krydset mellem Marselis Boulevard og Skanderborgvej.

Det oplyser Østjyllands Politi til B.T.

Ulykken var så voldsom, at beredskabet måtte skære bilen op for at fjerne minimum en passager i bilen.

»Der er en teknisk fastklemt i personbilen, som brandvæsnet klipper taget af på for at få vedkommende ud,« sagde Christian Riis, vagtchef hos Østjyllands Politi, tidligere på aftenen.

I alt var der fire voksne personer i bilen og en enkelt i lastbilen.

De blev kørt til kontroltjek på Skejby Hospital, men ifølge Østjyllands Politi forventer man ikke nogle alvorlige skader.

Lastbilen har heller ikke umiddelbart fået nogle alvorlige skader.

Mens beredskabet arbejdede på at frigøre den fastklemte i personbilen, holdt den i krydset.

Trafikken blev dirigeret langsomt uden om ulykken.

Det gav forsinkelser og kødannelse, som nu menes at være opløst igen.

»Trafikken flyder igen og er fuldstændig tilbage på sporet,« siger Christian Riis.