Efterår er lig med et stigende antal påkørsler af hjorte.

Derfor råder Dyrenes Beskyttelse nu bilister til at være ekstra opmærksomme på hjorte.

Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelses vagtcentral (1812) knap 10.500 henvendelser om påkørte hjorte, hvoraf en tredjedel fandt sted i oktober, november og december.

Det skriver TV2 Øst.

Den kraftige stigning skyldes, at dagene nu bliver kortere og mørkere.

»Det er ikke hjortens skyld, at der er flere påkørsler. Til gengæld kunne bilisterne undgå mange ulykker, hvis de satte farten ned på bestemte strækninger og tidspunkter. Det gælder selv sagt de steder, hvor der skiltes for dyrevildt, men også generelt omkring skov, eng og levende hegn langs vejen,« siger biolog og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen, i en pressemeddelelse.

Det er især i de mørke timer eller omkring skumring og dæmring, at bilister bør være ekstra varsomme. Det er nemlig her, at hjortene er mest aktive.

Flest hjorte påkøres mellem klokken 6-9 om morgenen og igen i tidsrummet mellem klokken 16-21 om aftenen i efterårs- og vintermånederne.