Sjællænderne har haft muligheden længe, nu kan jyder og fynboer også snart trille med.

For på udvalgte strækninger vil det fra 1. juni være gratis at tage cyklen med i regionaltog på Fyn og i Jylland – uden for myldretiden.

»Vores håb er, at det vil få flere til at se toget som et enkelt, nemt og bæredygtigt valg, når man skal rejse, og få dem til at vælge toget,« siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.

Det bliver således om lidt muligt at tage cyklen med på regionaltog, der kører mellem:

  • Fredericia-Odense.

  • Fredericia-Aarhus.

I forvejen har det gennem det seneste år været muligt at gøre det samme her:

  • Helsingør-København-Næstved.

  • København- Nykøbing F.

  • Nordvestbanen mellem Kalundborg – Holbæk og København.

Det hele er en del af en forsøgsordning, der samtidig bliver forlænget til 31. august 2025.

Hvis man vil have sin cykel med ombord på et regionaltog i myldretiden – kl. 6-9 og kl. 15-18 – på de nævnte strækninger, vil det stadig være muligt, hvis man køber en cykelpladsbillet til 20 kroner.

Man kan også stadig have sin cykel med til samme pris på InterCity- eller InterCityLyn-tog.

I øvrigt har DSB gjort plads til flere cykler i regionaltrafikken på Sjælland, hvor der nu er plads til op mod 18 cykler mod tidligere fire.

»Vi kommer til at holde nøje øje med kapaciteten. Vi vil gerne have, at flere tager cyklen med, men der skal også være plads til alle, og derfor er det stadig uden for myldretiden at forsøget gælder og kun i regionaltogene,« siger Tony Bispeskov fra DSB.