DSB vil fra 1. september 2026 overtage GoCollectives togtrafik. 

Det oplyser By-, Land- og Transportministeriet i en pressemeddelelse. 

Baggrunden for overtagelsen er, at GoCollective ikke er i stand til at betale regninger på omkring 100 millioner kroner, som forfalder den 29. juni 2026, skriver ministeriet.

Selskabet står derfor over for en overhængende risiko for konkurs. Hvis det sker, vil togdriften i Midt- og Vestjylland samt på Svendborgbanen gå helt i stå.

På den baggrund har By-, Land- og Transportministeriet indgået en betinget aftale med GoCollective om at ophæve selskabets kontrakt om togdriften i Midt- og Vestjylland samt på Svendborgbanen med virkning fra 1. september 2026.

»Med aftalen sikrer vi, at passagererne i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen ikke pludselig står uden togdrift som følge af en konkurs i GoCollective på mandag. Det ville skabe en helt kaotisk situation for de mange tusinde passagerer og alle de ansatte i GoCollective,« siger by-, land- og transportminister Signe Munk.

»Derfor er jeg tilfreds med, at vi har fået en aftale om en kontrolleret afslutning på GoCollectives togdrift og en overdragelse til DSB.«

Aftalen betyder, at GoCollective fortsætter driften i juli og august, så overdragelsen kan ske kontrolleret. Fra 1. september overtager DSB ansvaret for togtrafikken på strækningerne.