OPDATERING: Banedanmark har rettet en fejl på signalsystemet, som tidligere betød, at tog i store dele af Jylland ikke kunne køre. Dermed kan DSB fra klokken 19.00 igen køre tog i hele Jylland. Det skriver DSB på sin hjemmeside.
Der vil dog være længere rejsetid og enkelte aflysninger resten af dagen.
Der er fejl på signalsystemet, og det betyder, at togene i øjeblikket holder stille i store dele af Jylland.
Det skriver DSB på sin hjemmeside.
'Banedanmark arbejder på at rette fejlen, men kan endnu ikke give en prognose,' hedder det i meddelelsen.
Også Go Collectives tog holder stille.
Selskabet skriver på sin hjemmeside:
'Togene på vores strækninger i Jylland holder i øjeblikket stille grundet fejl på Banedanmarks signaler. Vi forsøger i øjeblikket at skaffe togbusser.'
På X skriver Banedanmark:
'Signalfejl af de store! Togene kører kun i stærkt begrænset omfang i Jylland. På de fleste strækninger er driften indstillet.'
Pressechefen hos Banedanmark siger:
»Nu forsøger vi at få trillet togene til perronerne, så passagererne kan komme ud og forsøge at komme videre.«
Opfordringen lyder, at man skal finde andre transportmuligheder end toget i Jylland torsdag eftermiddag.
Ifølge Banedanmark ser problemerne lige nu tidligst ud til at være løst klokken 19.
