Der er god grund til at tage den med ro og køre forsigtigt tirsdag morgen.

Både større og mindre veje over store dele af landet kan nemlig være glatte, og der har allerede været to mindre motorvejsuheld.

Både politiet og DMI advarer derfor bilisterne tirsdag morgen.

Vejdirektoratets trafikkort melder om risiko for pletvis isglatte veje på det meste af Sjælland og store dele af Jylland.

Det har nemlig været en kold og klar nat med udbredt frost, melder DMI.

Enkelte snebyger sidst på natten betyder, at mange vil stå op til vinterlige landskaber.

»Der er stedvis risiko for sneglatte veje,« lyder advarslen fra DMIs vagthavende meteorolog.

»Når der er faldet sne, og det bliver minusgrader, kommer der isglatte veje. Derfor bør alle være ekstra opmærksomme i morgentrafikken,« siger han.

Også politiet advarer om, at det kan være glat.

På Køge Bugt Motorvejen har der allerede været to mindre uheld som følge af det vinterlige føre, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

'Vi opfordrer til, at man kører hjemmefra i god tid. Der er sne- og isglatte veje, og vi har allerede nu haft to mindre færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen ved Greve,' skriver politikredsen og slutter:

'Kør forsigtig og efter forholdene.'