Turen på arbejde eller til studiet bliver i næste uge anderledes og længere for en portion danskere i det østjyske.
Fra 1. maj og otte dage frem aflyses alle toge nemlig mellem Vejle og Skanderborg.
Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.
Årsagen er, at Banedanmark skal elektrificere togstrækningen og »gøre den klar til fremtidens klimavenlige eltog«.
Arbejdet består blandt andet i at ombygge en række jernbanebroer på strækningen.
Derudover udnytter Banedanmark muligheden til at udføre »kritisk vedligeholdelsesarbejde«, nu når man alligevel er i gang.
Det bliver dog muligt for pendlere at bevæge sig frem og tilbage på strækningen, selvom jernbanen er lukket.
DSB indsætter nemlig togbusser på strækningen i hele perioden 1. til 8. maj.
I alt skal Banedanmark ombygge 34 jernbanebroer på den 104 kilometer lange strækning mellem Fredericia og Aarhus for at gøre plads til det kommende kørestrømsanlæg.