Den 11. september 2001. Indtil klokken 8.46 var det en helt almindelig tirsdag morgen i New York. På det tidspunkt styrede det første kaprede fly ind i det ene af de to tvillingetårne, der udgjorde World Trade Center.
En begivenhed, der ændrede verden. Og en begivenhed, som står klart i de fleste voksne danskeres bevidsthed. Vi husker, hvad vi lavede den dag og hvordan det påvirkede - og stadig påvirker - os.
Det er i dag 20-årsdagen for angrebene mod USA og den vestlige verden. Her beskriver fire personer, som B.T. Odense har mødt, hvordan de husker dagen.
Heidi Ullerlund, selvstændig, Odense
»Jeg husker, at jeg sad i kø på motorvejen. Jeg var på vej hjem fra et møde og hørte en god CD på anlægget i bilen. Min mor ringede til mig og sagde, at jeg skulle tænde for radioen. Hun var meget oprørt.
Så sad jeg der i køen et par timer og hørte, hvad der skete. Det var meget underligt.
Jeg kørte hjem til mine forældre. Jeg var 26 år, men i sådan nogle situationer, så søger man hjem. Man rykker sammen, når der sker noget voldsomt.
Der var meget stille, og det i sig selv var meget underligt. Vi er en familie, der snakker megameget. Det var faktisk lidt voldsomt med den stilhed.
Uvidenheden og uvisheden var underlig. Sker der mere? Uvisheden gjorde mig bange.
Jeg tænker stadig over det, når jeg flyver eller er i en storby eller i store forsamlinger. Frygten har sneget sig ind i én også selvom jeg egentlig ikke synes, at den skal have plads.»
Julie Schneider Rindebæk Andersen, studerende, Odense
»Jeg var kun seks år gammel. Jeg husker jeg var i sommerhus med min barndomsveninde og hendes forældre. Vi hørte det i radioen. Min venindes forældre ville gerne skærme os for det og sagde, at vi ikke skulle høre det.
Jeg forstod det ikke helt, men jeg forstod, at det var alvorligt.
Jeg var påvirket af, at min mor og far ikke var der. Men jeg var sammen med voksne, jeg var tryg ved, og det var godt.
Jeg var ikke særlig gammel, så på den måde, husker jeg ikke, at noget har ændret sig.
Terror har været der hele tiden, mens jeg har levet. Jeg kan ikke huske, hvordan det var inden da. Jeg kan ikke huske, at det ikke har været der.«
Marianna Joensen og Rannva Kruse, turister, Færøerne
»Det var jo slet ikke til at tro på det. Jeg ringede rundt til de nærmeste.
Bliver helt rørt, mens vi taler sammen. Jeg så det på tv. Da vi så det første fly, troede vi, det var en ulykke, men da vi så det andet, så vidste vi, at det var alvorligt
Man blev berørt af det. Jeg var egentligt ikke bange for os på færøerne, men tanken om, hvad bliver det næste, var slem. Vi er ret afhængige af fly på Færøerne, så der var mange tanker i forbindelse med det. Det var forfærdeligt.
Vi bliver mindet om det på årsagen for angrebet, og når dagen kommer, så tænker man på det. Det står stadig skarpt.«
