Om to år bliver det første spadestik taget til den tredje Limfjordsforbindelse.

SVM-regeringen har nemlig ikke tænkt sig at ændre på planerne for motorvejen over den lille ø Egholm i Limfjorden. Det fortæller det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) til TV2 Nord.

Han var mandag i Aalborg sammen med transportminister Thomas Danielsen (V). De to venstremænd mødtes med byens borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).

»Den nye regering er fast besluttet på, at spaden går i jorden i 2025, og at vi vedtager en ny anlægslov inden udgangen af 2024,« sagde Preben Bang Henriksen til TV2 Nord.

En planlagt tredje Limfjordsforbindelse med motorvej over Limfjordsøen Egholm vil komme til at forløbe her set nordfra på Nørresundbysiden ved Aalborg Lufthavn. Motorvejen vil blive anlagt i en tunnel til Egholm og videre på nordsiden via en langbro (midt i billedet i baggrunden).
En planlagt tredje Limfjordsforbindelse med motorvej over Limfjordsøen Egholm vil komme til at forløbe her set nordfra på Nørresundbysiden ved Aalborg Lufthavn. Motorvejen vil blive anlagt i en tunnel til Egholm og videre på nordsiden via en langbro (midt i billedet i baggrunden). Foto: Henning Bagger
Vis mere

Forbindelsen blev vedtaget i sommeren 2021 af den daværende S-regering. Man forventede dengang at kunne gå i gang med byggeriet i 2025. Otte år senere skulle motorvejen være klar til de første biler, og dermed aflaste de eksisterende forbindelser, Limfjordsbroen og Limfjordstunnelen.

Og de planer kører den nye regeringen altså videre med.

Den 20 kilometer lange firsporede motorvej hen over Egholm har skabt stort lokal modstand, da mange borgere frygter for, hvilke konsekvenser motorvejen vil have for øens natur. Der er også mange, der frygter støjgener fra motorvejen. I den offentlige høring i 2021 om den ny Limfjordsforbindelse kom der da også rekordmange høringssvar, cirka 7.800, skrev TV2 Nord.

Også i Folketinget er der modstand mod projektet. Infrastrukturaftalen fra 2021, der omfatter den tredje Limfjordsforbindelse, blev vedtaget af et enigt folketing, men alle partier behøver ikke at være enige om at gennemføre alle projekterne i aftalen.

Alternativet, Enhedslisten og SF støtter ikke en tredje Limfjordsforbindelse. De Radikale meldte i valgkampen ud, at de ønskede projektet sat på pause, skrev Nordjyske.