En cyklist har søndag aften mistet livet i en ulykke i Vestjylland.

Her blev pågældende kort før klokken 21 kørt ned af en bilist på hovedvejen Arnborgvej ved krydset med Flodgårdsvej.

Ofret var en 51-årig mand fra lokalområdet, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum til B.T.

Han blev dræbt på stedet.

De pårørende er blevet underrettet.

 

I forbindelse med efterforskningen arbejder politiet fortsat på stedet, hvor vejen er fuldstændig spærret.

Man venter desuden på, at en bilinspektør ankommer til stedet.

I samme forbindelse er Arnborgvej, der fungerer som en diagonalvej mellem Skjern og Brande – og som ofte er godt trafikeret – blevet spærret helt af.

Politiet opfordrer derfor bilister på strækningen til at finde alternative ruter.

Der er omkørsel gennem Borris by og videre ad Vestergade og Ånumvej, hvis man kommer fra Brande.

Hvis man kommer fra Skjern, sker omkørslen via Ånumvej.