Under Corona blev der opsat plexiglas i samtlige af landets dagligvarebutikker, så risikoen for smitte blev mindsket for både ansatte og kunder.

Nu genopsættes plexiglas ved kasserne i Føtex-kæden, men denne gang med et andet formål.

Flere ansatte oplever nemlig, at kunderne hidser sig op, og derfor søger de i sikkerhed bag plexiglassene fra coronatiden. Det skriver Jyllands-Posten.

Salling Group oplyser til Jyllands-Posten, at der fra hele Føtex-kædens medarbejderkreds har været ønske om at beholde de nuværende plexiglas, og at de derudover har besluttet at genopsætte plexiglasskærme ved kundeserviceskranken.

»Det giver vores medarbejdere en følelse af lidt mere tryghed. De bliver skældt ud, når kunder ikke kan finde en vare, eller hvis der sker en fejl, og så har vi desværre også nogle gange sager, hvor det bliver fysisk,« siger Michael Askgaard, der er varehuschef hos Føtex.

Denne artikel er fra Berlingske.