En bus fra selskabet FlixBus er væltet på motorvej A24 i Tyskland mellem Wöbbelin og Hagenow i retning mod Hamburg.

Bussen var på vej fra Polen til København, men nåede altså ikke længere end til Nordtyskland.

18 passagerer endte på hospitalet, hvoraf tre blev alvorligt såret, herunder buschaufføren.

Nu har en passager henvendt sig til B.T. med sin udlægning af, hvad der skete.

Sådan så flixbussen ud efter den væltede. Billedet er taget af B.T.s kilde.
Sådan så flixbussen ud efter den væltede. Billedet er taget af B.T.s kilde. Foto: Privat
Vis mere

Da B.T. endnu ikke har fået bekræftet, om passageren vil stå frem med navn, fremgår vedkommende som anonym.

B.T. er bekendt med personens identitet, og vedkommende har bekræftet at have været passager på den forulykkede bus.

»Der var nogle passagerer, der så buschaufføren falde i søvn (bag rattet, red). Han virkede lidt ude af den, før vi tog af sted,« fortæller passageren.

De mange passagerer fik en god behandling af det tyske politi og hospitalsvæsen, men håndteringen fra FlixBus side, efter erstatningsbusserne blev tilkaldt, var dog en anden historie.

»Vi skulle vente i rigtig lang tid på busserne. Vi blev først sat af på hospitalet i Schwerin. Derefter blev vi hentet af en FlixBus, som vi troede ville køre os til København,« fortæller passageren.

Men sådan skulle det ikke gå.

»De har så smidt os af i Hamburg, og vi skulle selv få styr på billetterne til den næste bus derfra, der selvfølgelig var gratis.«

Bagagen, som passagererne havde medbragt i den oprindelige FlixBus, har de ikke fået med. De har heller ikke fået informationer om, hvordan de får den igen, oplyser passageren.

Det eneste, de har hørt fra Flixbus, har været en undskyldning, og da de modtog nogle penge til noget mad.

Til B.T. oplyser FlixBus:

»Med hensyn til dynamikken holder FlixBus tæt kontakt til alle kompetente myndigheder, som undersøger ulykken, og den involverede lokale buspartner.«

»Vi refunderer alle de købte billetter. Alternative transportmidler, der er brugt til at fortsætte rejsen, vil ligeledes blive refunderet, og vi arbejder sammen med vores buspartners forsikringsselskab om at sikre, at hver passager bliver korrekt og hurtigt kompenseret.«

»Med hensyn til bagagen er alle genstande løbende blevet samlet fra bussen og opbevaret samlet, inden de overdrages til alle deres respektive ejere.«