Opdatering: Omkring klokken syv blev broen genåbnet

Et uheld på Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund onsdag morgen betød, at broen en overgang var spærret i retning fra Skibby mod Frederikssund.

Det oplyser Nordsjællands Politi til B.T.

»Vi er lige landet deroppe, men det er en varebil med trailer, der er kørt ind i autoværnet,« sagde vagtchef ved Nordsjællands Politi, Stefan Andersen, til B.T. i de tidlige morgentimer.

Heldigvis lød meldingerne fra stedet også, at der er tale om »minimal« personskade.

Ifølge Vejdirektoratet skete uheldet mellem Tørslev Hage og frakørsel mod Store Rørbæk.

Uheldet gav dog en del bøvl for morgentrafikken på strækningen mellem Skibby og Frederikssund.

»Vi har et par motorcykelbetjente på vej for at regulere trafikken,« sagde vagtchefen.