Tidligt mandag morgen rykkede brandvæsenet i Slagelse massivt ud til en brand i en landejendom i Munke Bjergby nær Sorø.

»Da vi kommer derud, er bygningen fuldstændig overtændt,« fortæller indsatsleder Søren Hückelkamp fra Slagelse Brand og Redning til B.T.

Han tilføjer, at brandfolkene fik mistanke om, at der var en person i huset, som man forsøgte at redde ud.

De har dog endnu ikke fundet nogen derind. 

Der er også en kraftig formodning om, at ilden er påsat.

»Huset er tomt og ubeboet, og al strøm er tilsyneladende slukket, og en brand opstår ikke bare af sig selv,« siger indsatslederen.

Branden brød ud kort før klokken halv syv.

Beboerne i et nærliggende hus blev evakueret, da der en overgang var risiko for, at ilden ville sprede sig.

Det lykkedes dog brandfolkene at få kontrol over flammerne, så branden ikke breder sig. 

Indsatsen betød en overgang, at den nærliggende landevej Tersløsevej mellem Tersløse og Bromme var spærret. 

Der gik dog ikke lang tid, før der var godt nyt fra stedet.

'Der er igen fri bane på landevejen i forbindelse med branden. Redningskøretøjerne holder nu på en stikvej og generer ikke morgentrafikken,' skrev P4 Trafik klokken 07.34.

Branden er endnu ikke slukket, og indsatslederen forventer, at det vil tage nogle timer, før det sker.