Brand i ejendom skabte massiv røg på motorvej
Politiet kæmpede lørdag formiddag med brand og en tyk røg på motorvejen.
Politiet kæmpede lørdag formiddag med brand og en tyk røg på motorvejen.
Opdatering: Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til B.T., at den kontrollerede nedbrænding af den private landejendom, der er foretaget, er færdig. Den røg, det skabte på motorvejen, burde også være væk igen.
Politiet er lørdag formiddag til stede ved en brand i en privat landejendom omkring Kongsted på Sydsjælland.
En brand, hvor røgudviklingen også bevæger sig ud på Vestmotorvejen, som ejendommen ligger tæt ved.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en myndighedsmeddelelse på Politi Update.
'En tyk røg driver ud over et stykke af Vestmotorvejen omkring Kongsted, fordi det brænder i en privat ejendom ud mod vejen,' siger vagtchef Emil Grønning til Ritzau.
Det drejer sig om Vestmotorvejen mellem 34 Borup og Kværkeby i begge retninger.
Vagtchef Emil Grønning uddyber klokken 11, at der formentlig kommer til at være røg, der kan sprede sig ud over motorvejsstykket, et par timer endnu.
Samtidig påpeger han, at det ikke ser ud til, at røgen kommer så højt op i luften.
'Man kører igennem røgen,' lyder det fra vagtchefen.
Han opfordrer dog stadig til, at bilister kører varsomt, og anbefaler, at man slukker ventilationsanlægget i bilen.
Både brandvæsen og politi er på stedet og mistænker, at branden i landejendommen er opstået efter brug af en ukrudtsbrænder.
De oplyser desuden, at det ikke er muligt for myndighederne at slukke branden i landejendommen, og derfor foretages der en såkaldt kontrolleret nedbrænding af privat beboelse.
Simpelthen for at undgå, at branden breder sig.