Søndag advarer Bornholms Politi bilister om at køre efter forholdene.

Det er den tætte tåge, der gør, at politiet nu kommer med påmindelsen.

»Det er meget tåget. HUSK at få tændt bilens lys. Ikke kun de forreste kørelys, men også BAGlyset,« lyder det fra politiet på Twitter.

Politiet har fået flere henvendelser om, at bilister mangler dette.

Specialkonsulent Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik har tidligere fortalt, at foran på bilen hjælper lygterne dig med at undgå, at tågen sender dit lys tilbage mod dig selv:

»Når det er meget tåget, så er sigtbarheden nedsat, og tågelygten bagpå hjælper dem bag dig med at se dig, og hvis du ikke har tændt den, så er det sværere at se dig.«

»Almindelige forlygter kaster lyset mere fremad, hvor tågelygter lyser længere nede mod vejbanen. Man får ikke kastet så meget lys tilbage fra tågedråberne, når man tænder tågelygterne. Det er også en rigtig dårlig idé at tænde for det lange lys, når der er tåge – så kan man slet ikke se noget.«

Det kan koste en bøde på 1.000 kroner, hvis man bruger sine tågelygter forkert, ifølge Rådet for Sikker Trafik.

Du kan læse mere om reglerne for lys på bilen hos bilejernes organisation, FDM, her.