Omkring 40.000 biler har lagt vejen forbi 'Danish Air Show' i Karup, som netop nu finder sted på flyvestationen.

Det oplyser Anders Bøje Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi, som også fortæller, at al kø på vejene til flyvestationen nu er blevet afviklet.

»Vi forventer, at trafikken væk fra flyvepladsen glider nemmere, så snart folk kommer ud fra af parkeringspladsernes afkørsel,« siger han.

Tidligere på dagen opstod kilometer lange køer op til arrangementets start, som er stablet på benene af Forsvaret.

»Vi har fuld forståelse for, at man har lyst til at komme af med sin bil så hurtigt som muligt, men det har desværre givet uhensigtsmæssige parkeringer,« fortæller Anders Bøje Hansen.

Omkring 125.000 mennesker deltager i arrangementet, og med små og besværlige veje skal der ikke meget kø til, at det bliver svært at komme væk.

Anders Bøje Hansen har derfor et godt råd til bilisterne:

»Følg anvisninger på stedet. Vi forventer rigelig plads ved udkørslerne.«

Det er ifølge Anders Bøje Hansen ikke gået værre end forventet, men han tilføjer også, at det er den første forsigtige analyse.

Opdatering kl 16.51:

Showet er slut og de omkring 125.000 mennesker er på vej væk fra flyvestationen.

Og trafikken glider så let som den kan, når så mange kører væk samtidig. Det siger Anders Bøje Hansen fra Midt- og Vestjyllands politi til B.T.

»Man skal forberede sig på at det ikke går ret hurtigt til at starte med, men så snart man kommer et stykke ud, så er der fri kørsel i alle retninger,« siger han.

Opdatering kl. 17.56:

Vejdirektoratet fortæller til B.T., at der netop nu er en smule køkørsel på rute 12 syd for Karup.

Trafikken forløber dog markant bedre end inden arrangementet.

Opdatering kl. 18.53:

Vagthavende ved Forsvarets pressetjeneste oplyser til B.T., at de har mødt udfordringer i afviklingen af bilerne i parkeringszonerne, fordi en del mennesker har gået i rabatten.

Vagthavende understreger samtidig, at det kan være svært at undgå kø til så stor en begivnheden.