Trafikken sneglede sig af sted på Fynske Motorvej torsdag eftermiddag, hvor en kæmpe kø tog form syd for Odense.

Køen er nu ophævet, men den skyldtes i første omgang ikke uheld i myldretidstrafikken, men derimod at bilisterne tager den med ro, fortæller Vejdirektoratets vagthavende.

»Jeg tænker, at de kører lidt mere forsigtigt, fordi der er faldet sne,« siger den vagthavende.

På hele Fynske Motorvej er der risiko for glat føre på grund af de lave temperaturer, men det er i skrivende stund mindre end 12 timer siden, alle de statslige veje på Fyn sidst blev saltet. Helt generelt er bilisterne også gode til at køre efter forholdene.

»Så længe vejret er, som det er, er det vores klare anbefaling, at man kører i god tid, holder god afstand og har vinterdæk på,« siger vagthavende og tilføjer:

»Det kan faktisk ikke siges nok, hvor vigtigt det er.«

Men faktisk har der ifølge Vejdirektoratet været bemærkelsesværdigt få uheld i løbet af torsdag i forhold til vejrsituationen.

»Så det er jo godt, og jeg tænker, folk er rigtig gode til at gøre det, vi anbefaler.«