Letbanen kører tidligt tirsdag morgen ikke på linje L2 mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital/Lystrup.

Det fremgår af Rejseplanen.dk.

Peter Andersen, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, oplyser, at en bil mandag aften kørte ind i letbanen ved Olof Palmes Allé og Brendstrupgårdsvej i Aarhus.

Vagtchefen kan kort efter klokken 05 ikke give en tidshorisont for, hvornår letbanen vil køre igen.

- De skal have et bjærgningskøretøj ind på skinnerne og løfte toget på plads, før det kan køre videre, siger han.

L2 kører fra Odder til Lystrup.

Ingen kom til skade i færdselsuheldet, som politiet modtog anmeldelsen om klokken 23.32.

- Vi var derude med en enkelt patrulje, der håndterede det praktiske. Nu skal rapporterne og forklaringer samles, så vi kan klarlægge hændelsesforløbet, siger Peter Andersen.

Ingen er blevet anholdt i sagen, og der er ingen mistanke om alkoholpåvirkning, siger han.

RITZAU