Fra den 16. januar om aftenen til og med den 27. januar kører der ingen DSB-tog til og fra Aarhus, mens GoCollective indstiller trafikken fra den 16. til og med den 25. januar.

Fra uge tre til uge 16 er der desuden spærret for al togtrafik nordpå.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse. 

Årsagen til totalspærringen er en række arbejder, som kræver, at der ikke kører tog samtidig.

Helle Thambo er projektchef i Banedanmark.

Hun siger:

»Vi er nået langt siden foråret, hvor vi gik i gang med projektet, og det er lykkedes at afvikle trafikken fornuftigt i færre spor. Meget af det kommende arbejde kræver dog, at der ikke kører tog, og derfor spærrer vi totalt fra om aftenen den 16. januar til og med den 25., og DSB genoptager trafikken den 28.« 

»Under spærringen træder vi pedalen helt i bund og arbejder i døgndrift på alle opgaver, så vi udnytter spærringen bedst muligt. Det bliver ikke sjovt for passagererne, men spærringen er nødvendig for, at vi kan blive færdige med projektet.«

Formålet er, ifølge Banedanmark, at en ny og moderne jernbane ved udgangen af 2026 skal være klar til, at der kan køre eltog på den østjyske hovedstrækning.

Både DSB og GoCollective indsætter togbusser på udvalgte strækninger.