Et mindre og relativt banalt trafikuheld i Odense udviklede sig tirsdag til en episode, som bilisten, der påkørte en anden bil, sent vil glemme.

Vedkommende endte nemlig med at blive sigtet for fire forhold efter et kort flugtforsøg.

Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport.

Bilisten, der kørte med en trailer, startede med at køre op bag i en forankørende bil. Men i stedet for at stoppe stak bilisten af, og det fik den bilist, der havde fået mindre skader bag på sin bil, til at følge efter.

Samtidig kontaktede vedkommende politiet.

Det hele kulminerede foran hovedindgangen til Odense Stadion. Her hoppede gerningspersonen ud af sin bil og forsøgte at stikke af.

Det gik dog ikke, og kort efter var personen alvorligt i fedtefadet.

Bilisten havde nemlig en alkoholpromille over grænsen, var påvirket af stoffer, havde euforiserende stoffer på sig og havde sågar fået frakendt sit kørekort. Der vanker som minimum en heftig bøde.