Da Annie Søndberg i sommer skulle bruge sit anonyme rejsekort, virkede det pludselig ikke længere. Ikke nok med det, hun kunne ikke uden videre få sine penge tilbage.

»Jeg var rødglødende. Det er en arrogance fra deres side,« siger 49-årige Annie Søndberg fra København.

Annie Søndberg kan kun få de 600 kroner, der står på kortet, hvis hun udfylder en blanket med navn, bankoplysninger, cpr-nummer, adresse, e-mail og sender rejsekortet ind med posten. Men hun har netop valgt det anonyme rejsekort, fordi hun vil rejse uden at blive registreret.

»Det er dybt urimeligt. For mig er det en principsag at værne om mit cpr-nummer og private oplysninger,« understreger hun.

Annie Søndberg nægter at udlevere sine personlige oplysninger til rejsekortet.
Annie Søndberg nægter at udlevere sine personlige oplysninger til rejsekortet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Annie Søndberg nægter at følge Rejsekort A/S' retningslinjer. Hun har beholdt sit rejsekort og håber, at reglerne bliver lavet om.

Rasmus Markussen fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk påpeger, at mange ligesom Annie Søndberg netop køber et anonymt rejsekort, fordi de ønsker at rejse anonymt.

»Det er potentielt problematisk, at man skal opgive alle de personfølsomme oplysninger for at få sine penge retur,« forklarer han.

Proceduren med, at kortet skal sendes med posten, når det er udløbet, er alt for besværligt.

»Vi frygter, at det kan få nogen til at opgive at få deres penge tilbage,« siger Rasmus Markussen.

Annie Søndberg er ikke den eneste kunde, som raser.

»Det er dybt frustrerende, at der er så meget misinformation,« siger Kirsten Trap.

Da Kirsten Trap, som bor i England, i sommerferien er i Danmark sammen med sin mand, opdager de, at deres anonyme rejsekort med omkring 300 kr. på hvert er udløbet. På Kokkedal Station får hun at vide, at pengene er mistet.

Et rejsekort udløber efter fem år.
Et rejsekort udløber efter fem år. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

»De må da være tossede. Det er jo nærmest kriminelt,« er den spontane reaktion fra den 72-årige udenlandsdansker.

Kirsten Trap finder dog ad omveje ud af, at pengene ikke er tabt. Men skal hun have pengene tilbage, skal hun have en dansk bankkonto. Igen ryger Kirsten Trap op i det røde felt.

»Jeg bliver simpelthen så arrig. Jeg har kun en dansk konto, fordi jeg får udbetalt pension. Men hvad med turister, der ikke har en dansk konto?« spørger hun.

Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk kritiserer også, at det er et krav, at man har en dansk konto. Det anonyme rejsekort henvender sig netop til turister.

»Ofte står der mange hundrede kroner på de anonyme rejsekort. Derfor bør man også kunne få pengene udbetalt til en udenlandsk konto. Det er jo folks egne penge,« siger Rasmus Markussen.

Jens Willars, kundechef for Rejsekort & Rejseplanen A/S, skriver i en e-mail til B.T., at det kun er muligt at få udbetalt penge fra et spærret eller udløbet rejsekort, hvis kunden indsender sit kort til Rejsekort Kundecenter.

'Processen for et udløbet eller spærret rejsekort anonymt er, at det skal indsendes til Rejsekort Kundecenter, som efterfølgende sørger for en udbetaling til kundens oplyste konto.'

I samme e-mail skriver Jens Willars, at det er forbundet med 'store omkostninger' at udbetale penge til en udenlandsk konto. Derfor er det ikke muligt, hvis kortet er udløbet.

'En turist vil kunne få sin restsaldo udbetalt på udvalgte salgssteder, så længe rejsekortet er aktivt. Det vil for langt de fleste turister være tilfældet med en levetid på 5 år.'