Søndag formiddag blev Midtjyske Motorvej helt spærret i retning mod Vejle mellem frakørslerne Arnborg og Brande Ø.
Det skyldes et alvorligt færdselsuheld – som kan udvikle sig til en miljøkatastrofe.
»En lastbil er i et solouheld kørt igennem et autoværn på motorvejen og endte i Skjern Å, hvorefter den brød i brand,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Rasmus Poulsen.
Ifølge TV Midtvest faldt lastbilen 10-12 meter ned, da den røg i åen efter at have brudt gennem autoværnet. Lastbilchaufføren blev hjulpet op af vandet af forbipasserende og er tilsyneladende uskadt.
»Han tilses af sundhedspersonale på stedet,« siger vagtchefen.
Både politiet og Vejdirektoratet arbejder på højtryk på ulykkesstedet – og kommer til at gøre det et godt stykke tid endnu.
»Der arbejdes på at forebygge en miljøkatastrofe,« siger Rasmus Poulsen.
»Der er risiko for, at dieselolie og andre væsker fra en sådan lastbil flyder ud i Skjern Å,« tilføjer han.
Vognmanden, som ejer den forulykkede lastbil, arbejder på at få lastbilen bjærget fra Skjern Å.
Politiet modtog anmeldelsen om solouheldet klokken 10.11.
En kort overgang var Midtjyske Motorvej helt spærret i begge retninger efter uheldet, men nu er der genåbnet for trafikken i retning mod Herning.
Klokken 12.45 er et spor blevet åbnet i retning mod Vejle, idet politiets indsats på stedet nu er overstået.
I retning mod Vejle opstod der knap to kilometer kø efter uheldet, men den er siden gået i sig selv igen.
Vagtchef Rasmus Poulsen kan endnu ikke sige, hvornår der genåbnes helt for trafikken, men pointerer, at det efter alt at dømme vil ske i etaper, idet arbejdet i Skjern Å sandsynligvis vil kunne gennemføres, uden at det er til gene for trafikken.
Normal trafik forventes sidst på formiddagen, skriver Vejdirektoratet.
B.T. følger sagen...
