En bilist er søndag aften kørt ind i et træ i så høj fart, at bilen er endt på taget.

Der er tale om en soloulykke, som er sket Langagervej nord for Haderslev.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi over for JydskeVestkysten.

»Føreren var fastklemt i bilen efter uheldet, men han er ude af bilen nu og er kontaktbar,« siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann.

Føreren meldes at være tilskadekommen, men uden for livsfare, oplyser politiet på Twitter.

Han er blevet fløjet til Odense Universitets Hospital, hvor han modtaget behandling.

Både redningsberedskab, ambulance, lægehelikopter og politi blev kaldt ud til ulykkesstedet.