En 43-årig mand er indlagt i kritisk tilstand efter en soloulykke på Ribevej i Rødekro lørdag.

»Klokken 18.18 (lørdag, red.) får vi en anmeldelse fra en borger på stedet, der fortæller, at en personbil er kørt galt, og at der er ild i den. Borgeren formår at få slukket branden, men så kan han konstatere, at der sidder en person i bilen, som er tilskadekommen,« oplyste vagtchefen i Syd- og Sønderjyllands Politi, Nikolaj Hølmkjær, til B.T. lørdag aften.

Herefter tog beredskabet ud til ulykkesstedet, hvor de fik reddet manden ud af bilen.

Han blev kort efter fløjet i helikopter til Odense Universistetshospital, hvor han blev indlagt i kritisk tilstand.

Søndag morgen lyder meldingen fra politiet, at manden fortsat er indlagt, og at man ikke har hørt om ændringer i hans tilstand.

»Jeg har ikke noget nyt om sagen,« lyder det fra vagtchefen.

Politiet er fortsat ved at undersøge, hvordan ulykken helt præcist skete, oplyser vagtchefen.

De pårørende er underrettet.