Fredag aften er der sket en alvorlig ulykke på Frederiksundsvej i Ølsted i Nordsjælland.

En kvinde på omkring 65 år er kørt frontalt ind i en anden bil.

Det oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi, Michael Dalby, til B.T.

»Kvinden kom kørende i en Toyota ad Frederiksundsvej. Og af uvisse årsager kørte hun over i modsatte vognbane, hvor hun først ramte en kassevogn, og derefter kørte hun frontalt ind i en anden bil,« fortæller Michael Dalby.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Den 65-årige kvinde er i kritisk tilstand og blev fløjet i helikopter til Rigshospitalet.

På bagsædet sad hendes barnebarn på seks år.

»Barnet er også kommet på hospitalet, men vi ved ikke noget om tilstanden. Moderen er underrettet,« fortæller vagtchefen.

Politiet er færdige på Frederiksundsvej i Ølsted, og trafikken glider normalt igen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere