Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Aalborg, Hjørring og Frederikshavn.
Det oplyser Nordjyllands Trafikselskab (NT), som fortæller, at det skyldes en fejl i signalprogrammet.
»Hvis signalprogrammet ikke fungerer, kan vi ikke se, hvornår vi må køre, og så bliver det farligt at køre på skinner,« siger Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg hos trafikselskabet.
Oprindeligt troede de, at togene kunne køre igen fra kl. 09, men det viser sig nu at tage mange flere timer end først forventet.
»Vi holder i hvert fald stille indtil kl. 12,« siger Mette Henriksen.
Indtil da er der indsat togbusser som alternativ.
»Togbusserne kører, som de skal. Men det er klart, at hvis man skal nå noget i dag, skal man sætte bedre tid af, fordi rejsen tager lidt længere tid i bus end i tog. Der kan jo også være trafik, når vi kører på samme vej som bilerne,« forklarer Mette Henriksen.
Find oplysninger om rejsemulighederne på NTs hjemmeside, via Rejseplanen eller ved at ringe til NTs kundeservice på 99 11 11 11.
B.T. følger sagen...
