Flere af Molslinjens færgeafgange mellem Sjælland og Jylland er lørdag blevet aflyst. 

Det drejer sig om afgangen fra Aarhus klokken 12.30 og afgangen fra Sjællands Odde klokken 14.30. Ifølge selskabets hjemmeside skyldes aflysningerne 'tekniske problemer'. 

Det er dog ikke første gang denne uge, at Molslinjens færgeafgange har været påvirket af aflysninger og ændringerne i tidsplanen. 

For på en af årets helt store rejsedage oplevede Molslinjen problemer med motoren på en af færgerne. 

Derfor blev to afgange aflyst Skærtorsdag, og to afgange fik en forlænget rejsetid. 

Lørdag er der også forlænget rejsetid på afgangen fra Sjællands Odde til Aarhus klokken 11.30. 

I et skrifteligt svar til TV 2 ØST kunne Molslinjens kommunikationsansvarlige til mediet onsdag oplyse, hvad de tekniske problemer skyldes. 

»Express 3 har problemer med et gearhus, og når den kun sejler på tre maskiner, går der kludder i sådan en intensiv sejlplan, som vi har i påskedagene,« lød det fra PR & Communication Manager Jesper Maack til mediet.