Giv dig ekstra god tid og kør forsigtigt, hvis du tager bilen på job tirsdag morgen.

Især, hvis du skal ud på de mindre lokale veje.

Tirsdag morgen er der nemlig sne- og isglatte veje over store dele af Danmark.

På statsvejene er føret normalt efter årstiden, men lokalt kan der på de mindre veje være glat.

Det skriver Vejdirektoratet, som oplyser, at der på udsatte steder kan være glat føre mange steder.

Også hos DMI opfordrer man bilisterne til at køre forsigtigt.

»Mange steder er temperaturerne i vejbanerne under nul grader. Lokalt er der lette snebyger, og der kan også være lidt frossen smeltevand rundt omkring,« fortæller vagthavende meteorolog Erik Hansen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Risikoen for glatte veje gælder især i den centrale, østlige og sydøstlige del af Jylland. Omkring Esbjerg og i Thy.

Også den vestlige del af Fyn, i det centrale Sjælland og i Odsherred Kommune kan der være pletvis isglatte veje, fremgår det af Vejdirektoratets vejkort.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver på Twitter i de tidlige morgentimer, at der er glat flere steder i politikredsen, og at der saltes.

Bilisterne opfordres til at køre forsigtigt.