9. juni løber dette års Royal Run af stablen, og det vil komme til at skabe trafikale problemer i flere byer.
Det er især i to jyske byer, hvor Vejdirektoratet vurderer, at der kan opstå store trafikale problemer.
»I og omkring Horsens kan der opstå en del tæt trafik – ikke mindst på E45-motorvejen. Vejdirektoratet forventer både kødannelser og forlænget rejsetid for dem, der skal gennem området på dagen.«
»I Ribe skal trafikanter være opmærksomme på øget risiko for kø, da store dele af midtbyen vil være afspærret af to omgange,« skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. Samtidigt gør styrelsen billister opmærksom på en anden udfordring.
Vejdirektoratet er nemlig i gang med at udbygge E45. Det gør, at motorvejen er præget af hastighedsnedsættelser og smallere kørespor.
»Det er i sig selv årsag til en øget risiko for kødannelser og forlænget rejsetid. Sammenholdt med Royal Run i Horsens opfordrer Vejdirektoratet derfor både deltagere og øvrige trafikanter på denne del af motorvejen til at køre hjemmefra i ekstra god tid,« skriver Vejdirektoratet.
De mange trafikale udfordringer har fået styrelsen til at komme med nogle gode råd til trafikanter, der skal deltage i Royal Run i Ribe og Horsens.
De gode råd finder du i faktaboksene i artiklen.
Royal Run tilbyder tre forskellige distancer. Det er en mil, som svarer til cirka 1,6 kilometer, og så de to længere distancer: 5 kilometer og 10 kilometer.
Årets løb finder sted på 2. pinsedag, som ligger 9. juni.
Der er udsolgt af startnumre til Royal Run 2025 i alle fem værtsbyer.
De 97.500 deltagere løber i år i byerne Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København.