Advarer før arrangement: Kan give tæt trafik og spærrede frakørsler
»Overvej at tage mad, drikke og underholdning med til børnene,« lyder et af rådene.

»Overvej at tage mad, drikke og underholdning med til børnene,« lyder et af rådene.

Mere end 100.000 gæster forventes at lægge vejen forbi.
Det kan dermed skabe store trafikale udfordringer de kommende dage, når Roskilde Dyrskue fra fredag endnu en gang slår dørene op.
I en pressemeddelelse oplyser Vejdirektoratet, at det midtsjællandske dyrskue, som er landets største, vil påvirke trafikken i og omkring Roskilde.
Blandt andet på Køgevej ved Darup og på Holbækmotorvejen.
Sidste år oplevede mange især lange køer ved frakørsel 12 Roskilde S, lyder det.
»For at mindske trængslen har politiet i samarbejde med øvrige myndigheder besluttet at spærre frakørsel 12 i vestgående retning fredag 29. maj mellem klokken 9.00 og 12.00 og igen lørdag 30. maj mellem klokken 9.00 og 13.00,« oplyser Vejdirektoratet.
Derfor rådes folk til at »udvise tålmodighed« og »ekstra tid af til køreturen«.
Særligt formiddagstimerne mellem klokken 09 og 14 forventes at kunne blive trafikerede i området.
»Overvej at tage mad, drikke og underholdning med til børnene,« lyder rådet til de gæster, der har tænkt sig at køre til dyrskuet.
Roskilde Dyrskue afholdes fra 29. maj til 31. maj.