Selvom der er flere timer til, at det amerikanske rockband Foo Fighters giver koncert i Horsens, advarer Vejdirektoratet allerede nu om tæt trafik.

'Koncertgæster og andre må afsætte god tid til turen.'

Sådan lyder rådet fra Vejdirektoratet tirsdag formiddag - godt et halvt døgn før, at Foo Fighters træder ind på scenen i Fængslet i Horsens klokken 21:15.

Allerede fra klokken 15 forventes det, at der kan opstå tæt trafik og forlænget rejsetid.

ARKIVFOTO af Foo Fighters forsanger Dave Grohl.
ARKIVFOTO af Foo Fighters forsanger Dave Grohl. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Det gælder både på E45 i begge retninger omkring Horsens og på de lokale veje i byen.

'Især koncertgæster fra nord bør køre i god tid på grund af vejarbejde mellem Aarhus og Ejer Bavnehøj, der kan give ekstra forsinkelser,' lyder det fra Vejdirektoratet i et tweet.

Særligt forventes der tæt trafik i timerne mellem 15 og 19 forud for koncerten - og igen i timerne mellem 23 og 01, efter koncerten er slut.

'Vi opfordrer både koncertgæster og øvrige trafikanter til at sætte ekstra tid af til sin rejse og holde sig opdateret om den aktuelle trafiksituation både før og under køreturen,' oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Da det amerikanske rockband Bon Jovi - med sangeren Jon Bon Jovi i front - gav koncert i Sønderborg for nogle uger siden, skabte det massive køer både ind og ud af byen, og flere sad fast i flere timer. Det kan du læse mere om HER.