Det er tid til mere mørke og dermed også tid til mere lys og reflekser, når du færdes i trafikken.
Det er dog langt fra alle, som husker at gøre sig selv bemærket i trafikken.
Sådan skriver Codan i en pressemeddelelse, som er udarbejdet på baggrund af en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Codan og Børneulykkesfonden.
Faktisk er det hele 40 procent af danskerne, som aldrig bruger reflekser.
Og det er kun 16 procent af danskere over 18 år, der altid bruger reflekser.
Glemsomhed er den største årsag til manglende refleksbrug, viser undersøgelsen, og derfor minder Børneulykkesfonden og Codan igen i år danskerne om at huske dem.
»Hos Codan og Børneulykkesfonden er forebyggelse et helt centralt omdrejningspunkt, og derfor er vi igen i år på gaden og uddeler reflekser,« siger Camilla Amstrup, forperson i Børneulykkesfonden og CCO i Alm. Brand Group, som Codan er en del af.
»Vi vil gerne minde danskerne om at huske reflekserne og skabe nogle gode refleksvaner, for den lille refleks har stor betydning for trafiksikkerheden og kan i sidste ende redde liv.«
Undersøgelsen viser, at det er oftest børn, som har det på. Generelt er forældrene bedre til at sikre, at deres børn har reflekser på, når de færdes i mørket.
42 procent af forældre husker altid reflekser til deres børn, og yderligere 40 procent husker det nogle gange.

