Efter et uheld på E20 Taulovmotorvejen i retning mod Kolding mellem motorvejkryds Fredericia og 61 Taulov er der i øjeblikket spærret på strækningen.

Det fortæller Morten Jessen, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

»Der har været et sammenstød på grund af akvaplaning. To parter har fået mindre skader. Den ene er blevet bragt til Kolding Sygehus,« siger han til B.T. 

Der er cirka 40 centimeter regnvand på kørebanen over en strækning på 250 meter. 

Al trafik ledes mod Vejle i Motorvejskryds Fredericia.

»Der er kø derude, da al trafik vil blive ledt nord om. Vandet skal fjernes, og der er i øjeblikket ingen tidshorisont for, hvornår vejen åbnes igen,« siger vagtchefen.