De gule sedler ligner.

Men selvom der ikke har været tale om rigtige bøder – eller retteligt: afgifter – så har de tilsyneladende alligevel virket.

»Meldingen fra skibene er, at det har haft en stor effekt på antallet af alarmer,« som Lucas Kragh, kommerciel direktør hos Molslinjen, udtrykker det.

Her har man således taget en lidt utraditionel metode i brug for at stoppe en højlydt gene på rederiets mange færgeovergange rundt omkring i landet:

De følsomme alarmer på især elbiler har nemlig en tendens til at gå i gang på grund af rystelserne ombord.

Men antallet er faldet markant, efter at Molslinjen siden marts i år har sat over 20.000 af de gule sedler i forruderne på de biler, der pludselig har sat i gang med en infernalsk larm på selskabets færger.

Indholdet har været »en venlig henstilling til at få slukket alarmen en anden gang«.

Helt alarmfri er det dog endnu ikke blevet hos Molslinjen, lyder det i en pressemeddelelse.

»Vi oplever stadig alarmer, men der kommer jo også hele tiden nye bilejere til, som lige skal finde ud af, hvordan deres alarm kan deaktiveres,« siger kommerciel direktør Lucas Kragh.