To personer er blevet indlagt efter en ulykke på en grusvej syd for Varde.

En bil har påkørt et træ. Bilen blev ført af en 18-årig kvinde, der er sigtet for spirituskørsel.

Det oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, til B.T.

Politiet får melding om ulykken klokken 13.22.

En person med tre personer har påkørt et træ syd for Varde.
En person med tre personer har påkørt et træ syd for Varde. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Af endnu ukendte årsager påkørte bilen et træ,« fortæller vagtchefen:

»Ulykken er sket på en grusvej i en skov på strækningen mellem parkeringspladsen ved Nysø og Roustvej.«

Bilens fører var en 18-årig kvinde. Der var to passagerer i bilen: en 15-årig dreng og en 11-årig pige.

Føreren af bilen er indlagt på hospitalet, lettere tilskadekommet. Den 11-årige pige er indlagt med mere alvorlige skader, dog ikke kritisk, oplyser vagtchefen.

Det har ikke været nødvendigt at indlægge den 15-årige.

Politiet har haft en bilinspektør på stedet.

»Han vurderer, at bilen kørte med forholdsvis høj hastighed efter forholdene. I forhold til omstændighederne er der kørt for hurtigt,« fortæller vagtchefen.

Politiet har talt med den 18-årige og den 15-årige.

»Hun fortæller, at ulykken skete, fordi hun forsøgte at undvige en modkørende personbil,« oplyser Erik Lindholdt.

»Hun er sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Vi vil meget gerne i kontakt med eventuelle vidner.«

Hvis man har været vidne til episoden, kan man kontakte politiet på telefon 114.