Selvom der i disse corona-tider ikke er lige så mange på vejene som normalt, så skal man fortsat overholde fartgrænserne.
Det var der dog en 18-årig mand, der tilsyneladende ikke forstod, da han var ude at køre fredag aften.
For på Udbyhøjvej i Randers foretog Østjyllands Politi en hastighedskontrol, hvor den pågældende unge mand stod for aftenens største forseelse.
Han blev målt til at have kørt mindst 111 kilometer i timen i en zone, hvor man blot måtte køre 50 kilometer i timen.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Den høje fart var lig med en 100 procents overskridelse, og derfor fik den 18-årige mand straks inddraget sit kørekort.
Forseelsen sker i en periode, hvor der fra politiets side er ekstra opmærksomhed omkring bilisterne.
For på grund af coronavirus - og de derfor noget færre biler på vejene - så har tendensen været, at mange bilister vælger at trykke lidt ekstra på speederen.
Det fik i denne uge blandt andet uge Fyns Politi til at dele en pressemeddelelse med budskabet om at sænke farten.
For alt for mange kører for stærkt.
»Vi tager det alvorligt, vi er derude, og vi holder øje. Det er uforsvarligt at gamble med sit eget eller andres liv og førlighed, blot fordi man synes, at der er god plads på vejen,« lød det blandt andet fra politikredsen.
Også flere andre politikredse har i de seneste uger været ude og bedt danskerne om at sænke farten. Fredag aften var Midt- og Vestjyllands Politi eksempelvis også ude at udtrykke deres utilfredshed og skuffelse:
'Hastighedsmåling på Holstebro Motorvejen i begge retninger i dag i tidsrummet fra kl. 14.56 til 21.00 gav nedslående 28 hastighedssager heraf 10 sager, der giver frakendelse af førerretten. Top fem: 192-191-179-178-172 km/t. Ikke godt nok,' skrev de på Twitter.

