Duellen mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar fik danskerne ud på stolekanten hele Touren.
Men i sidste ende var det danskeren, der viste sig som stærkeste mand, så han kunne tage den store Tour-triumf.
I TV 2-studiet afslørede Jonas Vingegaards mor, Karina, hvad opskriften har været.
Det handler om forberedelse.
Hun understregede, hvor meget arbejde sønnen har lagt op til Touren, men her stoppede forberedelserne ikke for den danske Tour-vinder.
For mens Tadej Pogacar brugte hviledagen på at slå flik flak i poolen, forberedte Jonas Vingegaard enkeltstarten, der viste sig at blive en af de mest afgørende etaper.
Derfor var meldingen også kontant fra Vingegaards mor:
- Hvis Pogacar havde en forhåbning om at skulle vinde, så skal han altså forberede sig bedre, lyder det fra Karina Vingegaard til TV 2.
Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar havde længe en af de tætteste dueller i Tourens historie, inden sloveneren blev sat til vægs på enkeltstarten og siden smadret fuldstændigt på kongeetapen.
Det var her han udtrykte de nu berømte ord: 'Jeg er færdig. Jeg er død.'
Alligevel har den dansk-slovenske duel skrevet sig ind i Tour-historiebogen.
Det er nemlig første gang nogensinde, at de samme to ryttere ender nummer et og to tre år i træk. Det kan du læse mere om HER.
Du kan følge den fortsatte fejring af Jonas Vingegaard i B.T.s liveblog lige HER.