Trine Marie Hansen og Jonas Vingegaard delte et rørende øjeblik sammen efter Vingegaards vilde triumf.

Den danske stjerne i gult var netop rullet over stregen på enkeltstarten, hvor har på fremragende vis sikrede sig en andenplads efter holdkammeraten Wout van Aert. Og som noget af det første, ville han dele øjeblikket, hvor den samlede sejr i Tour de France var hjemme med sin kæreste og parrets barn, Frida.

»Mit hjerte sidder oppe i halsen. Jeg er fyldt med kærlighed og det er helt fantastisk. Det er slet ikke trængt ind endnu. Det er slet ikke til at forstå,« siger Trine Marie Hansen til B.T. om Vingegaards vilde triumf.

Hun sætter samtidig ord på de mange følelser, som det var tydeligt at se, at de begge lod få frit spil efter den forløsende triumf.

Foto: Tim De Waele
Vis mere

»Det var meget rørende. Vi begge lod tårerne strømme frit. Alt det, vi har holdt tilbage. Selvfølgelig har vi haft troen på, at han ville gøre det rigtig godt i dag, men at det gik så godt, var helt fantastisk.«

Og hvad Jonas Vingegaard sagde til sin kæreste efter etapen, gjorde ikke episoden mindre rørende.

»Han sagde bare, at han elsker mig og han elsker Frida. Han er bare så lykkelig og glad,« siger Trine Marie Hansen til B.T.

Eftersom sidste etape primært består af paradekørsel, kan Jonas Vingegaard med al sandsynlighed kalde sig vinder af Tour de France 2022.

»Det er både en lettelse, og … Jeg er bare så glad og stolt, sagde Vingegaard efter etapen, mens han kæmpede med tårerne under interviewet.

Sidste år blev han nummer to i sin Tour-debut, men nu støder han Tadej Pogacar af tronen, efter at den 23-årige slovener vandt i både 2020 og 2021.

»Siden sidste år har jeg hele tiden troet på, at jeg kunne gøre det. Og nu sker det, det er virkelig fantastisk,« siger Jonas Vingegaard.