Jonas Vingegaards voldsomt stærke holdkammerat Wout Van Aert var dybt rørt, efter lørdagens enkeltstart i Tour de France.

Her kunne Van Aert nemlig tage etapesejren, mens Jonas Vingegaard konsoliderede sin sikre plads øverst i klassementet efter en strålende enkeltstart.

Og faktisk var den så strålende, at Wout Van Aert insuinerede, at Jonas Vingegaard skruede ned for tempoet og lod Wout Van Aert vinde lørdagens enkeltstart til sidst.

»Jeg er rørt. At vinde Touren med det her hold er specielt. Og i dag var det perfekte scenarie. Jonas (Vingegaard red.) er så stærk og han er så god en fyr,« siger Wout Van Aert og fortsætter:

»Jeg ville vinde i dag og jeg ville, at Jonas (Vingegaard red.) skulle sikre den gule trøje. Og åbenbart har Jonas (Vingegaard red.) så stort et hjerte, at han også syntes det,« siger belgieren.

Etapesejren på 20. etape var Wout van Aerts tredje i dette års Tour de France, og han har fuldstændig sat sig på den grønne trøje, som han kørte over målstregen i lørdag.

Jonas Vingegaards præstation betød ligeledes, at han nu har 3 minutter og 34 sekunder ned til Tadej Pogacar inden søndagens sidste etape i Tour de France.

Etapen der ender på Champs-Elysees betragtes som en formsag, før Jonas Vingegaard kan lade sig hylde øverst på podiet.