De er glade, stolte og overraskede over, at de nu er forældre til en Tour de France-vinder.

Men for Karina Vingegaard og Claus Kristian Rasmussen har det aldrig været en drøm, at deres søn nu skulle stå som vinder af verdens største cykelløb.

»Det var ikke vores drøm, men vi bakkede ham op i hans drøm,« lyder det fra Karina Vingegaard, da hun mandag gæstede 'Go' morgen Danmark' sammen med Claus Rasmussen og Jonas Vingegaards tidligere træner Ole Iversen.

Og drømmen blev til virkelighed.

Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

Men forældrene til den mest omtalte dansker lige nu havde heller ikke regnet med, at Jonas Vingegaard kunne blive så god, som tilfældet er.

»Det var først, da vi fandt ud af, at han faktisk var god til at køre i bjerge. Der begyndte vi at tro på, at hans drøm kunne blive til noget, selvom alle andre tænkte: 'Lad nu være, du kan jo ikke,'« siger Karina Vingegaard og bakkes op af Claus Rasmussen.

»Vi så jo forholdsvis tidligt, at han var rigtig god, når det gik opad, hvis vi var på ferie sydpå, hvor han havde cyklen med. Han kørte så stærkt opad. Som 16-årig kørte han Alpe d'Huez på 42 minutter.«

Selvom det altid havde været Jonas Vingegaards drøm at køre Tour de France, troede selv hans træner Ole Iversen heller ikke på, at drømmen skulle blive en realitet.

Familien Vingegaard har altid fulgt Tour de France tæt, men sidste år var første gang, at Jonas Vingegaards forældre så deres søn køre verdens største cykelløb.
Familien Vingegaard har altid fulgt Tour de France tæt, men sidste år var første gang, at Jonas Vingegaards forældre så deres søn køre verdens største cykelløb. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Der var nogle, der mente, at det ville blive lidt op ad bakke for Jonas at blive cykelrytter. Han var så lille, og han havde ikke det samme punch, som nogle af de andre ryttere havde, så han sled noget med det,« siger Ole Iversen.

Men trods modgangen mødte Jonas Vingegaard op til træning efter træning. I starten blev han kørt af Claus Rasmussen, men efterhånden begyndte han selv at cykle til træning.

Og det var der én grund til.

Han elskede at cykle. Også selvom det aldrig var Jonas Vingegaard, der kom hjem fra diverse cykelløb med vinderpræmier.

Jonas Vingegaard med mor Carina Vingegaard og far Claus Rasmussen.
Jonas Vingegaard med mor Carina Vingegaard og far Claus Rasmussen.
Vis mere

»Han blev bare ved og ved. Det fortæller lidt om, hvordan han bare har haft lyst til at cykle. Han har altid været glad for at cykle. Det var en god ting, når man gerne ville være cykelrytter, at man godt kunne lide det, uanset vejr og vind. Jonas vandt ikke rigtig noget til at starte med, han var bare glad hver gang, han skulle cykle,« siger Ole Iversen.

Men selvom det var de andre børn, der løb med sejrene, var Jonas Vingegaard aldrig ked af det.

For han elskede bare at få lov til at køre. Og det bar frugt, da han søndag blev kronet som vinder af dette års Tour de France.

»Det er meget specielt, men det er også fedt. Det er jo hans store drøm, der går i opfyldelse. Det er jo også vores arbejde, som egentlig bærer frugt,« lyder det fra Claus Rasmussen.

»Man kniber sig selv i armen indimellem, og har gjort det undervejs og tænkt: 'Ah, jeg tror godt nok, at jeg drømmer, for det kan jo ikke passe det her.' Og når man så har tændt for fjernsynet næste gang, så har det været ham, der har stået der i gult,« siger Karina Vingegaard.