Det store danske Tour de France-klassementshåb, Jonas Vingegaard, er blevet folkehelt, og det mærker både hans kæreste og svigermor.

De har oplevet på nærmeste hold, hvordan han – og de andre danske Tour-deltagere – er blevet hyldet i de danske byer og på de danske landeveje.

»Det har været helt fantastisk. Enestående og overvældende med alle de fantastiske tilskuere. Det er det, vi kan i Danmark. Det er så dejligt,« siger Vingegaards bedre halvdel, Trine Marie Hansen.

Hendes mor, Rosa Kildahl, kendt fra 'Den store bagedyst', er også begejstret over den seneste uges cykel-lykke i Danmark.

Jonas Vingegaard og kæresten Trine Marie Hansen.
Jonas Vingegaard og kæresten Trine Marie Hansen. Foto: Byrd/Brian Bjeldbak
Vis mere

»De råber Vingegaard hele tiden. Vingegaard, Vingegaard. Alle hepper på de danske ryttere. Der er stor opbakning til dem alle sammen. Især til Jonas,« siger Rosa Kildahl.

Ved onsdagens præsentation af Tour de France-rytterne i Tivoli fik man den første indikation på, at danskerne har taget Vingegaard og de andre danske ryttere til sig.

»Mine briller måtte renses dagen efter,« siger Rosa Kildahl.

»Man bliver rørt af det. Vi tudede helt vildt,« supplerer Trine Marie Hansen.

Inden Touren tirsdag genoptages efter tre vilde dage i Danmark, ligger Jonas Vingegaard, som er blandt favoritterne til at vinde hele løbet, på en samlet sjetteplads – 22 sekunder efter Wout van Aert i den gule trøje.