Wout van Aert og hustruen, Sarah De Bie, er blevet forældre til deres andet barn sent torsdag aften, efter Vingegaards holdkammerat forlod Touren.

TV 2 fangede Jonas Vingegaard inden 19. etape, hvor den danske rytter i gult ønskede Wout van Aert tillykke med deres lille søn og kom med en særlig hilsen til holdkammeraten:

»Det er fantastisk, at han når hjem til det. Det var godt kaldt af ham, at han tog hjem på det tidspunkt. Jeg skrev til ham i morges 'Tillykke med den lille. Jeg håber, at alt gik godt,« fortalte Vingegaard til TV 2.

Den glædelige nyhed delte Wout van Aert og Sarah De Bie på Instagram tidligere fredag.

'Jerome. Mere kærlighed,' skrev parret, hvor de også afslørede, at barnet blev født torsdag.

Den belgiske Jumbo-Visma-rytter forlod Tour de France torsdag, da der ikke var længe til, at Sarah ville gå i fødsel.

»Som alle ved, er Sarah gravid. Det er ved at være pres derhjemme. Efter snakke med holdet, har vi besluttet, at jeg skal hjem nu. Vi har haft en læge derhjemme de sidste par uger. Han har sagt, at fødslen er lige oppe over. Derfor har vi taget denne beslutning,« sagde Van Aert i den forbindelse.

Og det viste sig at være den helt rigtige beslutning af den belgiske stjerne.