»Jamen lige pludselig så står der først en motorcykel og en kommisærbil, og så er der lige pludselig fem motorcykler eller sådan noget lige foran os.«

Ordene kommer fra Jonas Vingegaard, som reagerer på den skandaløse hændelse, hvor Vingegaard var nødt til at stå helt stille på Col de la Loze på grund af, at kaos opstod mellem tilskuere, motorcykler og en kommisærbil, som Vingegaard ikke kunne komme forbi.

»Det gjorde det rimelig svært at komme forbi, og det var som om, at de også kæmpede med at komme forbi. Jeg ved ikke lige, hvad der skete,« forklarer Jonas Vingegaard.

Heldigvis endte hændelsen ikke med at få afgørende betydning for klassementet.

Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det skyldes, at Tadej Pogacar havde en de værste dage på en cykel i hele cykelfænomenets karriere.

Han kom i mål hele fem minutter og 45 sekunder efter Jonas Vingegaard på onsdagens kongeetape.

»I dag var en af de værste dage i mit liv på cyklen. Men jeg skal fortsætte med at kæmpe,« siger Tadej Pogacar efter etapen.

Han styrtede tidligere på etapen og blev derfor spurgt ind til, hvorvidt det havde nogen effekt på slovenerens krop.

»Jeg ved det ikke... Det gør ikke særlig ondt – det gør faktisk kun en smule ondt. Jeg ved det ikke. Måske havde det en effekt på min krop,« svarer Tadej Pogacar.

Efter den vilde og hektiske kongeetape fører Jonas Vingegaard nu Tour de France med hele syv minutter og 35 sekunder ned til Tadej Pogacar.