Danske cykelfans kan allerede godt begynde at glæde sig.

Når Jonas Vingegaard søndag aften triller over målstregen på Champs Elysées i Paris, har han vundet verdens største cykelløb to år i træk.

Og er det så ikke på tide at prøve kræfter med en ny udfordring? Måske Giro 'Italia eller Vuelta a España?

Det blev den gulklædte dansker spurgt om ved lørdagens store sejrspressemøde på toppen af Le Markstein.

Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Selvfølgelig har jeg også andre mål. Men Tour de France er verdens største cykelløb, og der er noget helt specielt ved det.«

»Det er lidt tidligt at sige det, men med al sandsynlighed vil jeg stille op og prøve at vinde løbet igen næste år,« lød det fra Jonas Vingegaard.

Danskeren fører inden søndagens fest-etape med over syv minutter ned til slovenske Tadej Pogacar på andenpladsen.

Vingegaard stiller ikke til start, når der i august køres VM i Glasgow.