Inden Jonas Vingegaards vanvittige etapesejr torsdag ladede han op på en helt særlig måde.

Han genså nemlig Bjarne Riis triumf på Hautacam, inden han selv skulle forsøge at gøre Riis' sejr efter.

Det skriver TV 2 Sport.

Og det må man sige, at han gjorde, for Vingeggard blev nemlig blot den tredje Tour-rytter, der kørte alene over målstregen på Hautacam.

Om det var videoen, der gjorde forskellen, vides ikke, men Jumbo-Vismas sportsdirektør, Grischa Niermann, gjorde, hvad han kunne, for at lede Vingegaard mod sejren.

»Vi så en video i morges (torsdag, red.) med Riis, men især fra 2014, hvor Touren senest var på Hautacam. Det var for at øge kendskabet til stigningen, selvom Jonas har kørt den i træning, og jeg har kørt rekognoscering her. Vi vidste, hvad der ville komme – og vi vidste, at stigningen ville passe perfekt til ham,« siger Grischa Niermann.

Stigningen på Hautacam er berygtet af mange, og det må den også være af Vingegaards nærmeste rival, Tadej Pogacar, som tabte mere end et minut til den danske Jumbo-Visma-rytter på stigningen.

Sejren på 18. etape var Vingegaards anden etapesejr i dette års Tour de France og den fjerde danske etapesejr.

Den danske stjerne knækkede Pogacar sammen med holdkammeraten Wout van Aert på Hautacam, hvorefter Vingegaard selv gjorde arbejdet færdigt. Helt præcis tog Vingegaard et minut og fire sekunder på Pogacar. Det betyder nu, at Vingegaard fører Tour de France med tre minutter og 26 sekunder.

Fredag køres 19. etape, og du kan følge med før, under og efter etapen på B.T.s store Tour de France-liveblog lige HER.