Pogacar stak af, Vingegaard satte efter ham. Kort før mål lå de side om side, og for en gangs skyld slog Vingegaard sloveneren i en sprint.
Efter sit styrt i Baskerlandet Rundt i april, hvor Vingegaard selv troede, han skulle dø, var det naturligvis en meget rørt Jonas Vingegaard, der kom i mål efter at have vundet en etapesejr i Tour de France.
Og danskeren sætter selv ord på at have 'let' til tårer i de store øjeblikke i Visma – Lease a Bikes dokumentar, der udkom i dag, om deres eget Tour de France 2024.
»Du bliver ikke mindre mand ved at vise, at du kan græde. Det viser kun, at du er et menneske efter min mening. Jeg tror kun, at det er godt at græde en gang imellem.«
»Nogle gange tænker jeg på, hvordan jeg lykkedes med at gøre dét her på kun halvanden måned. Anden uge af dette Tour de France er det største, jeg har præsteret nogensinde,« siger danskeren i et interview til dokumentaren.
Jonas Vingegaard svarer dermed også alle dem, der spekulerede i, hvilken forfatning han mødte op til Touren i. Om Visma – Lease a Bike måske vidste noget, som vi andre ikke gjorde.
Til mødet lige inden første etape siger Vingegaard til sit hold, at han ikke ved, hvordan hans krop vil reagere.
Men det endte som bekendt med at gå over al forventning, hvor det kun var en fænomenal Tadéj Pogacar, som forhindrede den danske superklatrer i at genvinde Tour de France.