At vinde verdens største cykelløb er ikke noget, som man gør alene.

Jonas Vingegaard har et ekstremt stærkt hold bag sig, men noget der er lige så vigtigt for den danske stjernes store succes, er hans makkerskab med kæresten Trine.

Både før og efter etaperne ringer de to sammen, og der var ingen undtagelse forud for dagens enkeltstart. Hun fortæller til TV 2, at Vingegaard har ringet til hende to-tre gange i dag.

»Han har lige været ude og køre ruten i dag, og han er meget fortrøstningsfuld. Så vi har talt lidt om, hvordan den var, og hvordan han skal køre den,« fortæller Trine Marie Hansen til TV 2.

Foto: Instagram/jonasvingegaard
Vis mere

Hun fortæller også, hvordan det er mærkeligt at være afskåret fra hinanden i så lang tid, men at de heldigvis har haft nogle gode hviledage sammen, hvor man lige kan få tanket op.

For parret har det været vildt med den enorme støtte og opmærksomhed, der har været til Jonas Vingegaard. Det er en oplevelse, som de nok først kan vende ordentligt og rigtig se tilbage på, når de kommer hjem til Danmark.

Og så er der jo spørgsmålet om, hvorvidt datteren Frida forstår, hvad det er hendes far er ved at udrette. Datteren kom til verden i efteråret 2020 og har nemlig allerede været med farmand på podiet flere gange.

»Hun forstår ikke så meget, men hun forstår, at hun kan se sin far på fjernsynet og herude (i Frankrig, red.), og hepper og klapper og kysser far på skærmen. Det er bare fantastisk. Og jeg lovede Jonas, at hun skulle lære at sige far i løbet af Tour de France. Jeg ved så ikke om det er størst, at hun så har lært at sige far, eller at han – forhåbentlig – kommer til at vinde Tour de France,« siger Trine Marie Hansen med et smil på læben til TV 2.

Jonas Vingegaard fører Tour de France med tre minutter og 26 sekunder inden den afgørende enkeltstart, som Vingegaard starter med at køre ud på klokken 17.00. Den spændende enkeltstart kan du følge i vores liveblog lige HER.